Byggepladsen Dragen klar til sidste bord

Byggepladsen

At smede en ankerkæde til Ladby-ankeret.

af Poul Kingo Pedersen

En Ladby ankerkæde? Jamen har nogen bedt om den? Hvem ville efterspørge den?

Anker og kæde

Anker med kæde

En onsdag morgen ved morgenmødet i smedien kom det alligevel frem. Ankeret var smedet, og vi var fornøjede med resultatet, der blev præcist, som det der ligger i Ladbygraven. Måske blev det ikke smedet helt efter de samme metoder, som et smedehold her på Ladymarken havde anvendt engang, men der var ikke gået på akkord med andet end en lille revne på et kritisk sted, og der var fundet spor af lignende i ankeret, som lå i graven.

Så, hvorfor skulle vi ikke også smede en ankerkæde?

Smedene, som tænkte disse tanker var: Kaj Poulsen, Kurt Søegaard, Poul Kingo Pedersen, Johannes Gommesen, Gunner Bucholdt Hansen, Per Schrøder og Ib Rasmussen.

Kingo skulle skaffe jern og Kurt var allerede begyndt at svejse almindelig handelskvalitet af jern forsøgsvis og nåede til 3 led, som sad sammen, så man skulle tro vi alle var medlem af Odd Fellow logen.

Jernet var 15 mm i diameter og klippet af i længder, så der kunne blive 78 led af samme længde til ca. 10 meter kæde. Alt sammen bestemt, efter det vi kunne opsnuse ved almindelig nysgerrighed. Nysgerrigheden gav dog et endnu bedre resultat og en større udfordring da Rasmus, byggevejleder, en onsdag kom frem med en kopi fra vikingemuseet, der beskrev, hvor langt hvert led formodedes at være minus nogle enkelte led.

Ledlængdernes forskellighed vakte opstandelse for, hvorfor kunne vikingesmedene ikke finde ud af at lave leddene lige lange – når de nu ellers var ret smarte? Det længste var 205 mm og det korteste 100 mm.

Stemningen var, at ”det gider vi ikke” kopiere. Midt i negativiteten viste Kurts og Gunnars erfaringer med svejsning alligevel positive tegn engang imellem, når der var ”svejsning i luften”. Jamen, lad os dog se på, hvad andre havde erfaret på Roskilde Vikingemuseum.

Her gik der nemlig rygter om, at en smed havde fremstillet en Ladby ankerkæde efter de originale mål.

Per Schrøder gav os et lift til Roskilde, og vi kiggede på både Ladbyanker og Ladby ankerkæde. Begge dele var rigtig flotte og det afstivede modet, men begge emner var græmmelig finpudset ved slibning.

”Vi laver sgu’ anker og kæde, som vi formoder vikingerne gjorde!”, - og med disse tanker i sindet drog vi hjemad til Ladby.

Kingo rettede ankerleddenes mål til i regneark, til det vi formodede målene havde været, alt i henhold til Rasmus’ kopi. Det blev til 78 led, alle af forskellig længde og alle af 15 mm rundjern. Kurt, Gunnar, Per og Ib bandede forskelligt, men fortsat og enige over den almindelige handelsvare i stålkvalitet, som Kingo havde skaffet.

Find dog på noget andet lød det arrigt fra smedene, som ikke kunne få jernet til at hænge sammen efter at have opvarmet det til ca. 1300 graders Celsius og gang på gang havde tabt kampen for en god svejsning.

For at beskytte det opvarmede jern mod forbrænding af den ilt der jo også måtte til smedekullene for at holde ild havde nogle af smedene lært, at kvartssand skulle kastes på det varme jern før det nåede svejsetemperaturen og Museumsledelsen, Mette Ladegaard Thøgersen, var med på at indkøbe renjern fra Tysland i samme herved danne et flydende keramisk beskyttende lag af smeltet sand omkring de opvarmede steder.

Hele arsenalet af smedemandskabets tillærte bandeord blev både tænkt og brugt, når svejsningen mislykkedes.

På et tidspunkt kastede de fleste smede tang og hammer på sandgulvet i arrigskab og gav sig i stilhed i kast med andre opgaver.

Smedning af ankerkæden gik i stå, og der lå så et vellykket eksemplar af Ladbyankeret udenfor smedien og grinte af os. Johannes havde skaffet fint strandsand fra sydmolen til Kerteminde Havn og var ærgerlig over, at man ikke kunne bruge hans gode sand.

Skulle vi måske søge andre midler?

Jernet kunne jo også være renjern med under 0,035 procent kulstof?

Museumsledelsen, Mette Ladegaard Thøgersen,var med på at indkøbe renjern fra Tysland i samme kvalitet, som naglerne var smedet af og også et specielt svejsepulver til jernet. Det blev dyrt, men vi kom på vej igen.

Der var lange pauser blandt de enkelte smede med hensyn til at prøve på at smede ankerkæde igen.

Egentlig havde man hidtil kun smedet enkeltled for at opnå, at svejsningen lykkedes. Den egentlige udfordring stod på, at 78 led skulle svejses sammen og det indebar naturligvis, at mange tunge led skulle være samlet når de sidste led skulle sammensvejses.

Hertil blev udviklet et simpelt tovophæng, hvori den væsentligste vægt af kædeled hang og afpasset således at, når der var ”hetz” kastede smedene kæden over på ambolten og bankede de gloende, gnistrende, led sammen.

Huj, hvor det gik. De fleste smede forbandede kædeleddene og lod opgaven til Johannes og Kingo.

Kurt udviklede metoden med det tyske jern og pulver og herefter gik det på livet løs med at smede kæden. På et tidspunkt havde vi så mange enkeltled der passede ind i Rasmus’ mål fra Roskilde, at vi besluttede at anvende dem også selvom de var fremstillet af andet end det tyske renjern. Alle tvivlsomme led fik en ekstra essesvejsning og blev placeret i henhold til Rasmus’ opgivelser.

Efter kæden var samlet vurderede vi på, hvad kæden kunne holde til af trækkraft. Det svageste led blev vurderet til 400 kg. selv om svejsningen var usikker.

En nærvurdering af svejsningerne førte til, at nogle led ”med blødende smedehjerte” blev sikret med en klat elektrosvejsning.

Den samlede ankerkæden blev opvarmet til ca. 300 grader Celsius, dyppet i tjære og forbundet til Ladbyankeret, der hermed var komplet.

EFTERSKRIFT.

Hvorfor var kæden nu udformet, som den var? Flere ting undrede os, at vikingerne havde haft sans for: Drejeleddene, hvoraf der var to stk., var placeret således, at kædelængden var delt i 3 lige lange stykker. Dette har været hensigtsmæssigt, når skibet lå for svaj og cirklede med vinden rundt om ankeret i havbunden. Der kom ingen spændinger i kæden og ankeret kunne trækkes op med håndkraft.

 Drejeled med krog

Drejeled med krog

Krogen i drejeleddet tættest på ankeret kan have tjent, som en mulighed for at stoppe udfiringen af ankerkæden under udlægning af ankeret indtil vinden har trukket den yderste del af ankeret til, hvorefter resten af ankerkæde og reb har kunnet fires ud. Krogen har også været en hjælp under indhaling af ankeret, da tre mand vel skulle mønstres, to ved kæden og en ved bøjen med tov til ankerets krone.

Langt led

Langt led

De mange lange led, med plads til at to mand kan hive i samme led med venstre hånd, medens de holder fast i skibets lønning med højre hånd.

Jovist! Smarte og praktiske har Ladbyvikingerne også været.

Social Share:

Smedje

smedje

Go to Top